Jacobsen, Egill (1910 - 1998)

Egill Jacobsen(1910-1998)

Egill Jacobsen vokser op i et typisk middelklassehjem. Faderen maler i sine ledige stunder, til stor morskab for resten af familien, hvilket bestemt ikke forstærker idéen om kunsten som reel levevej. Den unge Egill får skaffet en fornuftig læreplads som skrædder, som han dog kort efter opgiver til fordel for Kunstakademiets private malerskole i 1932-33. Den manglende støtte fra sin familie, opvejes af maleren og læreren Kræsten Iversens opmuntrende påstand, at det eneste, Egill kunne blive, var maler! Jacobsen debuterer kort herefter ved Kunstnernes Efterårsudstilling i 1932.

I 1934 rejser han til Paris, hvor han for første gang møder de europæiske modernister; Matisse, Picasso, Léger og Miro. Et personligt møde med Picasso gør dybt indtryk på ham, og han begynder at interesse sig for primitivistisk etnografisk kunst, som bliver en yndet inspiration for mange hans samtidige.

Inspireret af de afrikanske maskers naive gengivelser af mennesket maler han sine første maskebilleder, der er præget af en stiliseret enkelthed og kolorisme. I 1937 udstiller Jacobsen med sammenslutningen Linien ved Kunstnernes Efterårsudstilling.

Egill Jacobsen hører til den gruppe af kunstnere, der i begyndelsen af 2.

verdenskrig udgiver Helhesten, et tidsskrift for det man dengang kaldte udartet kunst. Gruppen består af kunstnerne Ejler Bille, Henry Heerup, Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og endnu flere digtere, filmfolk, etnografer og arkæologer. Med Helhesten skabes den kunstretning, der efter krigens afslutning bliver internationalt kendt gennem tidsskriftet COBRA.

Hovedværket Ophobning fra 1938 markerer et stilmæssigt gennembrud, og er skabt under et eskalerende politisk klima i Europa. I 1938 tvinges Tjekkoslovakiet til at overgive store landområder til det stærkt oprustende Nazityskland. Som mange af sine kunstnervenner, er Jacobsen dybt engageret i den politiske venstrefløj. Værket er for det første præget af en højere grad af abstraktion og dramatik end hans tidligere billeder, givet af tidens usikre atmosfære. Egill Jacobsen udtrykker selv således, at værket "er malet helt ude på nervespidserne".

Samtidig deltager han ved psykoanalytiker Sigurd Næsgaards forelæsninger om det underbevidste. Næsgaard har sat sig for at undervise de unge, surrealistiske kunstnere i psykoanalysen ved at analysere deres værker for fallossymboler og ødipus-komplekser. Til trods for sin ofte unuancerede tilgang til værkerne, viste han som ganske få på dette tidspunkt, en oprigtig interesse for den nye kunstretning og ikke mindst for kunstnerne selv. Til hans forelæsninger lovpriser han det naturlige, primitive menneske, som i høj grad tiltaler den spirende gruppe af unge kunstnere, som helt i tråd med tidens nye dogme og inspirationskilder forsøger at løsrive sig fra den etablerede, akademiske kunstideal.