Dalsgaard, Christen (1824 -1907)

Dalsgaard, Christen, 1824-1907, maler. *30.10.1824 på Krabbesholm ved Skive, ?11.2.1907 i Sorø, begr. smst. Forældre: Proprietær Jens D. og Christiane Rasmussen. ~21.8. 1857 i Skive med Hansine Marie Hansen, *19.10.1831 i Viborg, ?3.11.1917 i Sorø, datter af byskriver og herredsskriver, senere kammerråd Morten H. og Jane Gustava Blom.

Biografi

Christen Dalsgaard er den maler, der måske mest konsekvent valgte at følge N.L. Høyens opfordring til at opsøge det fokelige liv, som det levedes i de mest afsides egne af landet. Høyen holdt sit opsigtsvækkende foredrag i Skandinavisk Selskab 1844.

Tilskyndelsen blev først fulgt af Jørgen Sonne, men meget kort efter også af de 3 unge genremalere F. Vermehren, Jul. Exner og D. Blandt D.s første malerier, udstillet fra 1847 på Charlottenborg, er landskaber fra Jylland, men snart begyndte han på den motivkreds, der skabte ham et navn i dansk kunst, bondeinteriørerne med en eller flere personer.

Bønderne fra Salling og andre egne af Jylland fæstnedes på lærredet som en malerisk parallel til St. St. Blichers jyske fortællinger. I en række hovedværker skildres ikke mindst tilværelsens svære stunder. Men selv om motiverne peger frem mod den senere socialrealisme (L.A. Ring), så viser såvel pointeringen af det almenmenneskelige som anvendelsen af egnsdragter, der allerede på dette tidspunkt højst var festdragter og ikke daglig påklædning, at D.s udgangspunkt og intentioner er at finde i den danske nationalromantik. Karakteristisk er alvoren, et træk der adskiller ham fra Exner, der ofte dyrkede en mere publikumsvenlig, anekdotisk-humoristiske vinkel. I skildringerne af bondestuerne og landsbyhåndværkernes værksteder forholdt D. sig som den sagligt registrerende maler. I detaljerne er han den i etnografisk henseende mest pålidelige af samtidens danske genremalere.

Hans troskab over for den synlige virkelighed, som er en tydelig arv fra Eckersbergs virke ved Kunstakademiet, ses måske bedst i interiør-studierne. Men denne troskab forhindrer ikke, at D., som alle tidens malere, iscenesatte sine figurfremstillinger i overensstemmelse med den fortælling eller det budskab, han ønskede formidlet. Fremstillinger af det ikke-sete fik fra 1860erne og frem øget betydning, bl.a. i form af en række altertavler og skildringer af begivenheder fra Danmarkshistorien.

Inspiration uden for landets grænser søgte D. aldrig. En vis betydning har den norske Düsseldorf-maler A. Tidemand haft. Men D. holdt sig fjernt fra den glatte, effektsøgende malemåde, der i perioden kendetegner de internationale kunstcentre. Som en udpræget repræsentant for den danske skole, med inspiration fra 1840ernes nationale folkelighed, tilpassede han sig tidens krav om en fortællende malerkunst. I sine bedste billeder hjælper han diskret og med stor dygtighed beskueren ind i fortællingen og befordrer en sympatisk medfølende indlevelse i personernes stemninger og følelser.

Den romantiske kerne i D.s kunstneriske temperament hæver hans bedste billeder over det tidstypisk folkloristiske. Hvorimod trangen til at redegøre for selv den mindste detalje i almuemiljøet reducerer visse billeder til malede etnografiske plancher. Nænsomheden både i fortælleteknik og den koloristiske behandling er D.s måske fineste egenskab som kunstner. Disse egenskaber ses også i flere af de mindre værdsatte sene værker, f.eks. i Ansgarbilledet. En stemningsfuld uskyld er her forenet med den naturtroskab, D. aldrig slap taget i, på en måde der kan minde om tilsvarende bestræbelser i England og samtidig placerer billedet som et af de få mindeværdige religiøse fremstillinger i Danmark før J. Skovgaard. I dansk kunsthistorie deler D. skæbne med de fleste malere mellem, hvad der fortsat betegnes som guldalderen og det naturalistiske gennembrud. Han er jævnligt blevet præsenteret på temaudstillinger, som Eckersbergelev, som forløber for realismen, men sjældent sammen med de samtidige såkaldte europæere. Tilsvarende gælder den kunsthistoriske litteratur. Generelt har kunsthistorien tilsluttet sig samtidens kritikere. F.eks. i M. Goldschmidts unuancerede dom, at D. var lige så mislykket som religiøs og historisk maler som de ældre Constantin Hansen og Jørgen Roed. Modsat mente Goldschmidt, i lighed med Høyen-eleverne Ph.Weilbach og Jul. Lange, at D.s genstandstro behandling og ægte følte ønske om at fastholde livet blandt bønderne gjorde ham til den betydeligste af periodens genremalere. I det 20. århundrede er D. derudover blevet fremhævet for en særlig evne til at bruge lyset. Hans interesse for kvindeskildringer fremhæves ligeledes, om end de undertiden anses for rigeligt sentimentale. Uddannelse Til Kbh. 1841; i malerlære hos malerm. Harboe; opt. på Kunstakad. Kbh. okt. 1841, oprykket til gipssk. 1.7.1844, til modelsk. 18.3.1846, endnu her jan. kvartal 1848; desuden privatelev hos M.Rørbye.

Rejser og udlandsophold Stillinger og hverv Tegnelærer ved Sorø Akademi 1862- 92.

Stipendier og udmærkelser Neuhausens Pr. 1859, 1861; medl. af Kunstakad. 1872; tit. prof. 1892.

Udstillinger Charl. Forår 1847-64, 1866-69, 1871-1907; Kunstnerforen. af 18. Nov., 1882, 1942; verdensudst., Paris 1878; Nord. Kunstudst., Kbh. 1883; Raadhusudst., Kbh. 1901; Nordjysk udst., Ålborg 1933; Soransk kunst, Sorø 1936; Da. guldålder, Nat.mus., Sth. 1964; Orla Lehmann og den nationale kunst, Vejle Kunstmus. 1986. Separatudstillinger: Kunstforen., Kbh. 1892, 1907; Kostume fra Salling, Skive Kunstmus. 1992 (D.s dragtsaml.). Værker Landskab fra Limfjorden (1846, Malmö Mus.); Bondedreng fra Salling med vadsæk (1847, Vestsjæll. Kunstmus.); En bondestue fra St. Heddinge- egnen (1847, Hirschsprung); Hellested Præstegård (1847, smst.); Landskab fra Skiveegnen med Skivehus (1849, Stat. Mus. for Kunst); Siddende bondekone med hænderne i skødet (1850, Sønderjyll. Kunstmus.); Studie fra Limfjorden (1851, Stat. Mus. for Kunst); En læsende pige fra Salling (1851, Hirschsprung); Havedør i Hellested Præstegård (1852, Vestsjæll. Kunstmus.); Studie af en ung pige (1852, smst.); En ung jysk bondepige skriver vennens navn på den duggede rude (1852, Stat. Mus. for Kunst); Et tømrerværksted (1855, Hirschsprung); Mormoner på besøg hos en tømrer på landet (1856, Stat. Mus. for Kunst); Landsbysnedkeren bringer kisten til det døde barn (1857, smst.); En ung pige beder landsbyens gamle postbud besørge et brev (1858, smst.); En pige der pynter en grav (udst. 1858, Skive Mus.); Udpantning hos en landsbybødker i Salling (1859, Stat. Mus. for Kunst); En afsked (1860, Aarhus Kunstmus.); Jesus med barnet (1866, malet til Skanderborg Slotsk., nedt. 1971); St.St. Blicher på heden i samtale med tatere (1866, Fr.borgmus., bestilt af Orla Lehmann som en af flere fremstill. af da. digtere); Den hellige familie (1869, Ryslinge Valgmenighedsk.); En rekonvalescent (1870, Hirschsprung); Stengangen på Sorø Akad. (1871, Vestsjæll. Kunstmus.); To kvinder aflægger besøg hos landsbykunstneren (1873, Stat. Mus. for Kunst); En af de kloge jomfruer (1876, Nordrup K.); Ansgar døber (1878, Vallekilde Folkehøjsk.); Mon han dog ikke skulle komme? (udst. 1879, Hirschsprung); Selvportræt (1882, Kunstakad.); skitsebøger (Hirschsprung); repr. i Kobberstiksaml.

Litteratur M. Goldschmidt i: Nord og Syd, 1858, bd. 2, 72 og 18.5.1861; Fædrelandet 8.5.1858 (Ph. Weilbach); Jul. Lange: Nutids-Kunst, 1873, 235-59; Sig. Müller: Nyere da. Malerkunst, 1884; Pol. 27.5.1891 (E.Hannover); Sigurd Müller: Jyllands Kunstnere, 1891-92, 54-58; Pol. 27.10.1902 (N.V. Dorph); Fra Vallekilde Folkehøjsk., 1907, 32-46 (brevveksl. om Ansgarbill.); E. Konstantin Hansen i: Aarb. for Hist. Samf. for Sorø Amt, VII, 1918, 164-70; Sigurd Schultz: Da. Genremaleri, 1928; A.D. Dalsgaard i: Skivebogen, 1929, 77-99; Johannes V. Jensen: Jydske Folkelivsmalere, 1937; V. Thorlacius-Ussing i: Danmark, 1941, 518-24; Haavard Rostrup i: Kunstmus. Aarsskr., 1942, 145-47 (Mormonbill.); Jylland i da. Malerkunst, 1956; Knud Voss i: Da. Kunsthist., bd. IV, 1974, 31-49; Marianne Zenius: Genremaleri og virkelighed, 1976; H.E. Nørregård-Nielsen: Da. Kunst, 1983, 247-51; Erik Mortensen: Kunstkritikkens og kunstopf. hist. i Danm., 1990; Peter M. Hornung: Realismen, Ny da. kunsthist. IV, 1993.