Lars Calmar (født 1968), er selvlært keramiker og skulptør.
Han portrætterer oftest den nøgne menneskelige krop og ikke bare den “unge, velproportionerede krop”, der ofte ses i både klassisk og moderne kunst.
Derimod reproducerer Calmar kroppens forfald, slaphed og rynker - eller bare dens såre menneskelige uperfekthed.
Hans skulpturer er naturalistiske, nøgne og sårbare og indeholder både humor og en bidende seriøsitet.
Humoren er behjælpelig til at skabe en umiddelbar kontakt til beskueren, som lader sig involvere og måske endda accepterer, at denne portrættering netop afbilder hvordan en virkelig krop ser ud.
Ved at skabe sine karakterer med stærke symboler, som en boksehandske, en jagtriffel, eller lignende, får Lars Calmar opsat en modsætning til de uperfekte kroppe.
For uperfekte er de – kroppene, og også det, de tematiserer, selv om Lars Calmar de sidste 6-7 år har arbejdet sig henimod et mere naturalistisk formsprog, hvor figurerne er blevet mere realistiske, mindre makabre. Især har runde former og farver optaget ham og han har for nylig skabt nogle kvindegrupperinger med et virkelig overbevisende glasurarbejde. Således er han på vej væk fra en dyrkelse af det absolut makabre og næsten modbydelige (og dog morsomme) til en påvisning af mennesket som det er – når det er både smukt og grimt, når det er ”i sin væren”.
I kvindegrupperingerne ses nogle næsten ”normale” kroppe, hvor cutting og tatoveringer m.m. fortæller om den enkelte kvindes historie og personlige smerte.
I det hele taget er næste kunstneriske spring allerede taget i Lars Calmars værk – nemlig til et meget højt niveau indenfor farvelægning og glasurarbejde.
Det er som om denne kunstner kan dét i et keramisk værk, som en maler kan i et billede: Fortælle en historie – med formgivning (figuration) og glasur (kolorit) – så det enkelte værk står som et skulpturelt maleri, der f.eks. spørger ”Is This it?” eller har påskrevet statementet ”Sindet visker om fri smerte”.
Nogle af Lars Calmars værker gør ondt! Hans univers er skævt, pågående, hudløst, ærligt og fyldt med humor – og så har det en uundgåelig snert af noget, vi alle sammen kan genkende, noget der får os til at hægte os på og digte med, ikke mindst i den sidste tids produktion hvor ikke kun skævhed og provokation er en del af værket, men også skønhed og en mere eksistentialistisk tematisering ser dagens lys.
er er få rigtig gode keramikere i Danmark.
Der er mange der forsøger, men det er svært at løfte niveauet over det ordinære. Lars Calmar er en af dem, der kan.
Hans passion og lyst til at gennemarbejde materialet, lære dets finesser at kende, betyder, at han teknisk og håndværksmæssigt er blandt de bedste.
Det er dog hans kunstneriske udtryk, der har hejst ham helt til tops.
Calmars force er keramik, men han er også en talentfuld maler og grafiker. I det hele taget er han en stærk, vedkommende fortæller i flere medier og hans grundige lyst til teknik, overblik og medfødte flair for kunst har da også for længst gjort ham til publikumsfavorit.
Solgte værker