Skovgaard, P.C. (1817-1873)

Peter Christian Thamsen Skovgaard Hammershus ved Ringsted, 04-04-1817 - København, 13-04-1875 , maler

Uddannelse: Tegneunderv. hos moderen; Kunstakad. Kbh. 1831-45, modelsk. (J.L. Lund) 1836; samtidig i malerlære, sv. 1835.

Rejser og udlandsophold: Italien 1854-55 (s.m. N.L. Høyen); London, Paris 1862; Sth. 1866; Italien 1869 (s.m. Wilh. Marstrand).

Stipendier og udmærkelser: Neuhausens Pr. 1843; Udst. med. 1845; Akad. 1854; Ancker 1869 Udstillinger (bl.a.): Charl. Forår 1836-39, 1841-55, 1857-75; Kbh. Univ. 1843; Akad., Sth., 1850, 1866; verdensudst., London 1862, Paris 1878, 1889; Nord. Kunstudst., Kbh. 1872; Internat. Kunst-Ausst., Wien 1882; Raadhusudst., Kbh. 1901; Works by Da. Painters, Guildhall, London 1907; L'art danois, Jeu de Paume, Paris 1928; Da. Art Treasures, London 1948; Da. Kunstnerslægter, Charl.borg 1952; The Arts of Denm., Metropol. Mus. of Art., N.Y. m.fl. 1960-61; Da. Guldålder, Nat.mus., Sth. 1964.

Biografi:

P.C. Skovgaard var en af Guldalderens hovedskikkelser, især kendt for sine storladne skildringer af det danske landskab.

Under uddannelsen studerede han klassisk europæisk landskabskunst i samlingerne i København, men siden skabte han et maleri, bygget på naturstudier, som dannede grundlag for en selvstændig opfattelse af genrens muligheder.

Efter 1850 udviklede han en monumental, personlig udtryksform, som fik stor betydning for de efterfølgende generationer.

Sideløbende med sin håndværkeruddannelse kom Skovgaard på Kunstakademiet, hvor venskabet med J.Th. Lundbye, Lorenz Frølich og Dankvart Dreyer fik stor betydning for ham.

Han blev elev af J.L. Lund, men havde samtidig mulighed for at deltage i udflugter, som C.W. Eckersberg foretog med akademieleverne, bl.a. til Dyrehaven.

I Skovgaards tidlige billeder ses både en romantisk strømning (måneskinsstykker) og en realistisk som i billederne fra hjemegnen.

Hans farveholdning er tydeligt præget af J.L. Lund, også i detailstudierne, der også kan være inspireret af J.C. Dahl. Gade i Vejby med vippebrønd, 1836, viser en interesse for dagligdagen, som N.L. Høyen opfordrede malerne til at skildre.

Skovgaards første hovedværk er Udsigt mod Frederiksværk fra Tisvilde Skov, 1839, hvor han formåede at skabe sammenhæng mellem himlen og det forrevne landskab ved solens skin gennem skyerne, som er karakteristisk for ham i forhold til andre i samtiden.

Skovgaard og J.Th. Lundbye arbejdede ofte sammen. I 1842 udsmykkede de en lejlighed, som tilhørte Skovgaards onkel med to døre og tre monumentale, næsten kvadratiske billeder, Frederiksborg Slot, Gåsetårnet og Højerup Kirke på Stevns Klint.

I sommeren 1843 opholdt de sig på Skovgaards hjemegn omkring Vejby, hvor de flittigt tegnede og malede skitser.

Af datoerne på de mange bevarede arbejder kan man følge deres færd, adskillige studier har dannet grundlag for senere hovedværker.

I 1843 vandt Skovgaard Neuhausens Præmie for Egetræer i Nordskoven ved Jægerspris, der ligesom flere andre blev købt til Den kongelige Malerisamling.

I 1840rne rejste Skovgaard rundt i landet, bl.a. til Møens klint, på Holbækkanten ved Vognserup og omkring Kalundborg.

I 1845 fik han Udstillingsmedaljen for billedet Skarrit Sø, og samme år sluttede han på Kunstakademiet. Høyens og N.F.S. Grundtvigs engagement i det nordiske og det nationale blev medbestemmende for Skovgaard som skildrer af det danske landskab.

Desuden fik han kontakt med nationalliberale politikere, bl.a. Orla Lehmann, som bestilte billeder af ham og støttede ham hele livet.

I 1854-55 besøgte Skovgaard første gang Italien, og fik selskab af W. Marstrand og Høyen. Rejsen fik stor betydning for Skovgaard, som efter hjemkomsten malede sit mest kendte værk Bøgeskov i maj, 1855. Det har storhed og fylde, og er udtryk for en danskhed, der, som det ofte har været fremhævet, modsvarer strofen Frejas sal i Oehlenschlägers nationalsang.

Skovgaard havde evne for at karakterisere de forskellige træarter og stræbte efter at gøre træerne høje og monumentale, bl.a. ved at holde staffagefigurerne, børn og dyr, under horisontlinien.

Det ses også i Blegeplads under store træer, 1858. I Sommereftermiddag ved en indsø, 1859, har kompositionen rødder tilbage til Claude Lorrain, som Skovgaard havde studeret i Italien.

Da Skovgaard i 1862 besøgte England og Frankrig sammen med Høyen, fik han øjnene op for den samtidige franske kunst.

Skovgaards interesse for vejrligets dramatik blev stærkere i hans senere år, hvor koloritten blev mørkere. Efter rejsen til Italien 1869 blev hans landskaber mere storslåede, som det ses i Sommereftermiddag med en bortdragende regnbyge, ca. 1862-74. Det viser et af hans yndlingssteder gennem årene, Dyrehaven, hvor solen får magt og kaster strålerne ned mellem træerne og får regnskyerne til at trække over himlen. Billedet fik stor betydning som lærestykke, både for hans sønner Joakim og Niels og for hans elever. Sommereftermiddag på Malkepladsen ved Knabstrup, 1874-75, vidner om, hvor langt Skovgaard nåede i landskabsmaleriet. Skovgaard var desuden en fremragende portrætmaler. Hans skildringer af børnene, især af Suzette, 1870, er højdepunkter, ligesom hans portrættegninger hører til blandt de ypperste i samtiden.