Michael Ancher kom til Skagen som 25-årig i 1874.
Han var blandt de første kunstnere, der begyndte at interessere sig for Skagen, og han var den eneste af de tilrejsende kunstnere der bosatte sig i byen.
Gennem sit ægteskab med Anna Brøndum blev Ancher en del af det lokale miljø, og han kom tættere på skagboerne end de andre malere.
Michael Ancher voksede op på Bornholm. Som 16-årig blev han sat i lære som kontorist på Kalø Gods på Djursland. Her begyndte han at tegne og male i fritiden, og det førte til, at han blev optaget på Kunstakademiet i 1871.
Her mødte han bl.a. Karl Madsen (det senere Skagens Museums første direktør), som opfordrede Ancher til at rejse til Skagen.
Mødet med Skagen blev afgørende for Michael Anchers skæbne. Han blev gift med Anna Brøndum i 1880, og parret havde i de første år deres hjem og atelier i "Havehuset", som nu ligger i Skagens Museums have. Året efter datteren Helgas fødsel i 1883 flyttede familien til Markvej i Skagen.
Michael Ancher er kendt for sine skildringer af Skagens fiskere og især af dramaet på liv og død i forbindelse med de mange redningsaktioner, der i høj grad var en del af fiskernes tilværelse. I sine store figurbilleder kombinerede han historiemaleriets klassiske kompositionsprincipper med en fængslende realisme.
De første år på Skagen følte Michael Ancher sig ofte trængt af de tilrejsende kunstnere. Især P.S. Krøyer måtte høre for, at han gik for tæt på Anchers motivverden.
De blev dog snart gode venner, og Anchers hjem blev et gæstfrit samlingspunkt for kunstnerne.
Michael Ancher deltog i begyndelsen af 1900-tallet aktivt i arbejdet med at etablere Skagens Museum, men han døde i 1927 året før indvielsen.
Solgte værker