Carl Henning Pedersen(1913-2007)
Carl Henning Pedersen er ikke uden grund blevet karakteriseret som eventyrets maler. Hans billedverden befolkes med væsener, der synes at være af en anden verden - magiske og fortryllende. De svævende figurer og den blå farveskala er hans varemærke, og det karakteristiske ekspressive, fabulerende og poetiske billedsprog er kendt og elsket af et stort publikum.
Pedersens ekspressive og spontane maleri er rundet af det moderne abstrakte maleri - men ingenlunde forestillingsløst. Den billedverden, som han har dyrket fra første færd, er karakteriseret ved at rumme en række figurer, som sammensættes i stadig nye konstellationer: fugle, sole, heste og skibe.
I Pedersens optik er mennesket grundlæggende et skabende væsen. Alle kulturer skaber et udtryk for det liv, de lever, og det er i dette udtryk, vor menneskelighed kommer tydeligst frem. I en tekst fra udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948 skrev Pedersen under overskriften "At være spontan" følgende opfordring til sine kollegaer:
"Vær spontan, så alt hvad der er i dig, kommer frem i billedet. Forstår du at handle ud fra fantasiens skabende evne - forstår du også, at kunst ikke kan skabes gennem bevidste konstruktioner. Vil du ha' det levende frem, som er i dig, må du skabe ud fra dine inderste bevæggrunde".
Det spontane maleri bliver til i det øjeblik, penslen sættes på lærredet.
Billedet må følge sin egen indre logik, sin egen tilbliven. Ved en overfladisk betragtning synes det uafhængigt af den ydre verden, fordi kunstneren ikke søger at afbilde det sete, men derimod det oplevede. Men Pedersens egne ord fra udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948: "Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind", "Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser."
Solgte værker