Paulsen, Julius (1860-1940)

Odense, 22-10-1860 - København, 17-02-1940, maler

Uddannelse:
I malerlære hos malerm. N.M. Aagaard, Odense, svend 1879; Tekn. Sk., smst.; Kunstakad. Kbh., okt. 1879-82.

Rejser og udlandsophold:
Holland, Belgien, Frankrig 1885 (s.m. Viggo Johansen); Tyskland 1886; Italien 1888, 9 mdr. oph. 1920; Paris 1909, 1922; Spanien 1912 (s.m. J.F. Willumsen).

Stipendier og udmærkelser:
Hielmstierne-Rosencrone 1883; Neuhausens Pr. 1884; Akad. 1886, 1888, 1895, 1914; Aarsmed. 1 1887; Sølvmed., Paris 1889; Raben- Levetzau 1892; Thorvaldsen Med. 1893; Guldmed. Paris 1900; medl. af Det sv. Kunstakad.

Udstillinger (bl.a.):
Charl. Forår 1879-91, 1893-1918, 1920-35, 1940; Nord. Kunstudst., Kbh. 1883, 1888; Salonen, Paris 1885; verdensudst., Paris 1889, 1900, Chicago 1893; En Saml. moderne da. Kunst, Kunstforen., Kbh. 1890; Internat. Kunstausst., Berlin 1891; Den frie Udst. 1891-96, 1898, 1900-02, 1904-05; Kleis' Kunsthdl., Kbh. 1892; bien., Venezia 1895, 1932; Raadhusudst., Kbh. 1901; Works by Da. Painters, Guildhall, London 1907; Glaspalast, München 1909, 1913; Modern Da. Artists, Brighton 1912; Contemp. Scand. Art, N.Y. 1912; Den baltiske Udst., Malmö 1914; Nyere da. Kunst, Liljevalchs, Sth. 1919; Da. Nat. Exhib., Broolyn Mus. 1927; Da. Målerkonst, Helsingfors 1928; L'Art danois, Jeu de Paume, Paris 1928; Da. Kunststævne, Forum 1929; Charl. Eft. 1930, 1960; da. udst. Riga, Bukarest, Beograd 1936-37. Separatudstillinger: Kunstforen., Kbh. 1887, 1892, 1895, 1898 (retrosp.), 1902-03, 1914; Den frie Udst. bygn. 1909; Winkel & Magnussen, Kbh. 1911-12, 1915-17; Aarhus Kunstforen. 1918, 1924; Kleis' Kunsthdl., Kbh. 1919, 1921- 22; Charl.borg 1926; 1940 (s.m. Viggo Johansen og Hans Knudsen); Glyptoteket 1948. Auktioner: 10.12.1913; 11.12.1923; dødsbo: 4.6.1940; 23.5.1941; 28.4.1942.

Biografi:
Julius Paulsen vandt tidligt kritikernes bevågenhed, og den mindskedes ikke med årene. Fra første færd erkendtes hans tekniske dygtighed, der udvikledes til mesterskab inden for portræt, figurmaleri og landskab, tre genrer der ses ligeværdigt i hele hans kunstnerkarriere. I 1886 anmeldte Karl Madsen billedet Nymfe og påpegede, at Paulsens inspirationskilder må være dels barokken, især Rembrandt, dels fransk salonmaleri, repræsenteret ved J.-J. Henner, en inspirationskilde som også ses hos L. Tuxen. Den officielle franske kunst virkede overvældende på kunstnerne sidst i 1800-tallet, især imponerede den indimellem utrolige tekniske dygtighed. Salonkunstens motivverden ses med det i samtiden meget omtalte Modellerne venter, 1886, med tre halvpåklædte piger, og i Adam og Eva fra 1887. Både Karl Madsen og senere Emil Hannover bemærkede, at motiverne nok henviser til mytologi og religion, men samtidig er påfaldende nærværende i deres nøgenhed, næsten udfordrende. Det kan være afledt af fransk salonkunsts indimellem lummert erotiske billeder, men Paulsens fortolkninger af kvindekroppen spiller ikke bevidst på disse strenge, de har en elementær sanselighed. Kvindeskildringerne fortsætter hele hans liv og har også andre aspekter end modelstudiet. Hans hustru og børnene blev ofte portrætteret, intime og kærlige scener med stor udstråling. Til figurbillederne hører gruppeportrætter af kunstnere eller scener fra privat eller offentligt samvær. Her må især fremhæves Efter frokosten, 1903, Komitéen for opførelsen af Ny Carlsberg Glyptotek, 1905, Aftenselskab i kunstnerens hjem, 1915, og Et møde i ministeriet Zahle, 1916-17. Disse værker er miljøskildringer, der afspejler, hvorledes den intellektuelle, økonomiske og politiske magt i Danmark kommunikerede og samarbejdede. Paulsen fortsatte i et vist omfang det romantiske figurmaleri, han parafraserede endog Carl Bloch og trak trådene videre ligesom PaulsenS. Krøyer, Kr. Zahrtmann og V. Hammershøi. Selv om den franske påvirkning er tydelig, og der også er mindelser om germansk figurmaleri, er Paulsens stilistiske tilhørsforhold udpræget nordisk. Det gælder både valg af temaer, rum- og farveholdning og det præg af stemning, der i perioden er så karakteristisk for skandinavisk kunst. Den mere naturalistiske gren af figurmaleriet, som ses hos Skagensmalerne, har også paralleller hos Paulsen Her er ligheden med en række af Viggo Johansens værker påfaldende. Portrætterne er næsten altid meget præcise både i opstilling og karakteristik og har stor udstråling. Paulsen har arbejdet med alle typer, profilportrættet, f.eks. J.D. Herholdt, med antydning af renæssance, det mageløse frontale dobbeltportræt af Ottilia og Carl Jacobsen, eller violinistinden Karen Bramsen, 1900, der ses i trekvart profil. Landskaberne er fra de tidligste til de sene gennemtrængt af stemning. Landskabet fra Ry, 1886, har mindelser om fransk klassisk landskabsmaleri. Omkring 1900 får de med Karl Madsens ord en dybde, som han betegner som stærkt klingende stemninger. Men først og fremmest er det nordiske lys så brillant fanget. Karakteristisk for Paulsen var hans åbenhed over for nyere strømninger. Den ses især i hans teknik og farve. Motiver og rum holdtes stabile inden for de givne genrer, men hans teknik gjorde ind imellem fladerne næsten abstrakte i formen, f.eks. Aftenmåltid, 1919, eller det sene Landskab fra Tisvilde, 1933. Denne fordomsfrihed kom hans akademielever til gode, og Paulsens tekniske præcision synes at have sat spor i visse dele af H. Giersings produktion og hos Aksel Jørgensen og hans elevkreds. Paulsen er på en gang tradition og fornyelse. Hele udviklingen fra senromantik eller senguldalder frem til modernisme kan spores i hans oeuvre, der bragte ham anerkendelse fra de tidligste til de seneste værker.