Ancher, Anna (1859-1935)

Anna Ancher demonstrerede fra sin tidligste ungdom et stærkt og særegent kunstnerisk talent.

Hun havde det for kvinderne i sin generation sjældne held at blive opfordret til at udvikle sin tegnelyst, ikke blot af sin familie, men også af sin ti år ældre kammerat og senere ægtefælle.

Foruden elementær undervisning hos Vilh. Kyhn fik hun nogen vejledning af Michael Ancher og andre skagensmalere, men var ikke egentlig modtagelig for skoling.

En række mørke småbilleder fra 1870erne med et par gamle skagboer viser allerede hendes særlige evne for den karakterfulde, gerne humoristiske menneskeskildring.

Med bl.a. Chr. Krohgs, F. Thaulows og Karl Madsens sommerophold på Skagen 1879 blev de ny franskinspirerede ideer om realisme /naturalisme i maleriet lanceret herhjemme.

Den ukunstlede gengivelse af virkeligheden lå godt for Ancher, der straks ved sin debut 1880 udstillede det realistiske Lars Gaihede snitter en pind, som vakte positiv opmærksomhed.

Ancher bidrog nu aktivt til det moderne gennnembrud på lige fod med de danske og skandinaviske kunstnere, der gæstede Skagen de følgende somre. I gensidig inspiration udforskede de farvens muligheder i naturens blændende sommerlys og skabte en ny kunst, frigjort fra et litterært eller filosofisk indhold.

Endnu før de 25 år var Ancher færdigdannet som kunstner.

Hendes talent for den umiddelbare naturgengivelse kom fuldt til udtryk i Pigen i køkkenet 1883, der samtidig vidner om de stærke indtryk af hollandsk 1600- tals-kunst, hun modtog på sin første udenlandsrejse til Wien 1882, især fra Vermeer van Delft og Pieter de Hooch.

Vedvarende inspiration hentede hun i den direkte visuelle oplevelse, som f. eks. solen over en væg eller gennem træer, varmedisen i en kornmark, et barn i modlys på heden, og hun fandt hos fiskerbefolkningen og i Skagens natur maleriske emner nok til et helt liv.

Som typisk eksponent for 1880ernes kunstopfattelse er der hos Ancher intet væsentligt skel mellem skitser og færdige arbejder, ligesom hun kun sjældent viste interesse for store figurrige motiver.

Anchers tegninger og især de talrige efterladte olieskitser, som først gradvis er blevet kendt efter hendes død, viser hvordan hun til stadighed kredsede om de samme motiver, klit- og hedelandskaber, med personer eller uden, planter og blomsterbuketter.

Lige så ofte var det livet i de små fiskerhuse, der optog hende: mor og barn, en familie ved bordbønnen, de arbejdende, de gamle, døden.

De menneskelige relationer refererede hun fordringsløst, men gjorde det med en indlevelse af usædvanlig styrke.

Hendes intuitive arbejdsform kan f. eks. ses i varianterne af motivet med den blinde kone i sin lysfyldte stue fra 1880erne.

En vinters ophold i Paris 1889 ændrede intet afgørende i hendes kunst. Dog kan en større sikkerhed iagttages i Solskin i den blå stue 1891.

Samtidig tog hun nu fat på større arbejder, En begravelse (forberedt gennem flere varianter og som hendes første arbejde solgt til det nuværende Statens Museum for Kunst), Vaccination 1899 og Et missionsmøde 1903, hvortil hun undtagelsesvis udførte forarbejder traditionelt af de enkelte lyttende kvinder, foruden en pastel i fuld størrelse.

En særlig stilling i hendes produktion indtager de talrige tegnede og malede portrætter af moderen, fra omkring 1890 til hendes død 1916, en hyldest til både personen og til alderdommen.

Ancher var først og fremmest kolorist, til stadighed optaget af farvens mangfoldighed i Skagens skarpe lys, hvor hendes arbejder også opleves bedst. I olieskitser, der til tider er forenklet til de blotte farvenotater, kunne hun med en for sin tid forbavsende dristighed og styrke gengive f.eks. en violet vej mellem rosa huse, eller hedens grøn-grå farverigdom.

Med pastelkridt opnåede hun endnu større intensitet og kunne give selv konturløse blyantstegninger lysfylde.

Motiver som f. eks. den rygvendte unge kvinde ved vinduet i hjemmets nordstue og den syende kvinde set i profil på baggrund af en solbeskinnet væg, genoptog hun gang på gang med årtiers mellemrum, hvilket vanskeliggør dateringen af hendes arbejder.

I det sidstnævnte nærmer hun sig abstraktionen, men uden nogensinde at blive nonfigurativ.

Af sine samtidige kammerater, også sin ægtefælle, blev Ancher behandlet på lige fod og var højt respekteret for sine kunstneriske evner.

Hun blev også hurtigt anerkendt og var måske derfor ikke særlig ambitiøs, om end flittig som udstiller.

Ancher anses nu for en af de bedste i sin generation og har ofte repræsenteret dansk kunst i udlandet.