Johannes Wilhjelm blev student i 1887 og tog filosofikum i 1888, blev stud.polyt. og var samtidig på Harald Foss' tegneskole 1888-90. Han gik på Kunstakademiet i København fra januar 1890 til januar 1892; Kunstnernes Studieskole under P.S. Krøyer 1892-94 og Zahrtmanns malerskole 1903-04. Johannes Wilhjelm havde et nært fagligt forhold til Kristian Zahrtmann: i 1893 rejste han første gang med Zahrtmann i Italien, det år Zahrtmanns søster giftede sig med Wilhjelms bror. Det nære forhold med Zahrtmann og adskillige rejser til Italien med Zahrtmann fik stor indflydelse på Wilhjelms arbejde. Wilhjelm malede i Italien en række værker, og især motiverne fra Civita d'Antino viser indflydelse fra Zahrtmann. Senere skildrede han den jyske hede. Desuden malede Wilhjelm figurkompositioner hvoraf flere med bibelske motiver, og i de senere år adskillige portrætter. Han er repræsenteret bl.a. på Skagens Museum, Statens Museum for Kunst og Ribe Kunstmuseum.
Wilhjelm kom til Skagen første gang i 1909 i forbindelse med Krøyers begravelse og begyndte at male i Skagen året efter. Her blev han en integreret del af kunstnerkolonien indtil sin død. Han boede først til leje nær Laurits Tuxen i Skagen Vesterby, og i 1916 købte han sommerhus i Østerby, hvor han indrettede atelier.
Wilhjelm efterlod sig en stor produktion af værker, som er spredt rundt omkring i private samlinger og på museer i både Danmark og udlandet. I udstillingen møder vi både kunstnerens tidlige og sene værker. Skagen museums udstilling i 2019 har til formål at genindskrive Wilhjelm i den danske kunsthistorie og føje nye facetter til både ham og tiden omkring ham. Der vil således være værker fra hans gentagne og lange ophold i Italien, fra de storladne vestjyske hede- og klitlandskaber omkring Svinkløv, fra tiden i kunstnerkolonien i Skagen, fra samværet med sin norske hustru og børnerige familie samt fra rejserne til svigerfamiliens Norge og fra Sydfrankrig.
Vestjysk Kunstgalleri
Folgen Sie unseren aktuellen Aktivitäten, Wettbewerbe und günstige angebote. "Like" uns - und Sie kriegen aktuelles information!
Lesen Sie mehr